550 gæster opholdte sig i cirkusteltet da det styrtede sammen d. 21 juni 2013.
Der var ikke noget som helst i vejen med opsætningen af det rød- og gulstribede cirkustelt, som i juni 2013 kollapsede over 550 gæster og ansatte efter vindstød.
Sådan lyder det fra cirkuschef Jackie Berdino-Olsen, som tirsdag sidder i Retten i Holbæk, hvor han er tiltalt for at bringe andre i livsfare ved som teltansvarlig ikke at have sørget for, at teltet var tilstrækkeligt forankret.
Men cirkuschefen nægter sig skyldig i anklagen, som blandt andet går på, at jordbunden under teltet var våd og blød og derfor et dårligt underlag.
– Pladsen er hård, der er ikke noget, der giver sig, teltet står perfekt, og det står dernede en uge, inden det vælter, siger Jackie Berdino-Olsen.
– Der var noget fugtighed, hvor man havde kørt med biler. Men det havde ingen relevans for, om jorden holdt eller ikke holdt. Så at det ikke holdt kom totalt bag på mig, siger han.
Det ovale telt var stillet op i Kalundborg i forbindelse med 100-års jubilæet for firmaet Seas-NVE, hvor Cirkus Arena var hyret til at stå for underholdningen 21. og 22. juni.
Syv personer kom lettere til skade, da teltet braste sammen efter nogle vindstød på den første festdag.
Senioranklager Jens Berger spørger, hvilke forholdsregler man tager sig inden en forestilling. Cirkuschefen svarer, at man blandt andet hører Radioavisens vejrudsigt.
– Da der ikke er udsigt til, at der er vind eller noget, så begynder vi ikke at kontakte flyvestationer. Men hvis vi hører, at der skal komme vind, så kontakter vi flyvestationer og hører, hvornår vinden kommer, hvor kraftig den er og så videre, forklarer han.
Han hævder, at han ikke havde mulighed for at forudse, at der pludselig skulle komme vind, som “løftede teltet op”.
– Der var ikke nogen vind, der var ikke dårligt vejr. Der var ingen indikator for, at der skulle komme noget vind, siger han.
Da teltet begyndte at give sig under forestillingen, løb cirkuschefen selv ud for at forsøge at spænde en vigtig wire op. Men pludselig væltede det hele ud af hænderne på ham, som han forklarer i retten.
– Så blev der helt stille. Der var ikke nogen, der skreg eller gik i panik. Mine medarbejdere åbnede op, og folk kom stille og roligt ud, siger Jackie Berdino-Olsen.
Fire elefanter sørgede ifølge cirkuschefen selv for at komme ud af det sammenstyrtede telt.
– Den største hanelefant gik ud til siden og løftede op i teltdugen, og så gik de tre andre elefanter ud. Det er jo fantastisk, siger han.
Retssagen er sat til at vare tre dage frem til 16. april.
/ritzau/