Milits varsler lang og grusom krig i Kenya


Gruppen advarer om “en lang og grusom krig som hævn for Kenyas undertrykkende politik” og de vælgere, der “styrker deres politikker ved at genvælge dem”. Arkivfoto


Den islamistiske al-Shabaab-bevægelse truer med at gennemføre “et nyt blodbad” i Kenya.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Truslen kommer efter, at den somaliske gruppe dræbte 148 mennesker på et kenyansk universitet torsdag.

– Uanset hvor mange forholdsregler og sikkerhedsforanstaltninger I indfører, kan I ikke garantere jeres sikkerhed, forpurre endnu et angreb eller forhindre endnu et blodbad i at finde sted i jeres byer, siger al-Shabaab i en meddelelse ifølge Reuters.

Gruppen advarer om “en lang og grusom krig som hævn for Kenyas undertrykkende politik” og de vælgere, der “styrker deres politikker ved at genvælge dem”.

– Derfor vil I betale prisen i blod, skriver gruppen ifølge AFP og advarer om, at “kenyanske byer vil blive røde af blod”.

Al-Shabaab har taget skylden for torsdagens blodige angreb mod universitetet i byen Garissa og siger, at det er hævn for Kenyas militære tilstedeværelse i Somalia.

I den nye udtalelse beskriver gruppen, hvordan de militante bag angrebet udvalgte ikke-muslimer, som de dræbte.

– Siden angrebet kun var rettet mod ikke-muslimer, fik alle muslimer lov til på sikker vis at forlade området, inden de vantro blev henrettet, skriver al-Shabaab.

Øjenvidner har fortalt, hvordan gerningsmændene stillede folk på universitetet spørgsmål om koranen for at afgøre, om de var muslimer eller ej.

Sent fredag steg dødstallet efter angrebet til 148, oplyser Kenyas indenrigsminister, Joseph Nkaissery.

Han tilføjer, at politiet er i færd med at afhøre fem mistænkte efter at have anholdt yderligere tre personer fredag.

Angrebet på universitetet i Garissa er – målt i menneskeliv – det dødeligste i Kenya siden bombeangrebet mod USA’s ambassade i 1998.

Det er det blodigste angreb, al-Shabaab nogensinde har gennemført.

/ritzau/Reuters