Arkivfoto
Den 58-årige Anthony Ray Hinton har siddet næsten 30 år på dødsgangen i delstaten Alabama. I 1986 blev han dømt for at have begået to drab med et våben, der blev fundet hjemme hos den dengang 29-årige mands mor. Pistolen havde dog ikke affyret de dræbende skud, det blev bare ikke tjekket den gang.
– Jeg burde ikke have siddet 30 år på dødsgangen. Alt, de skulle have gjort, var at teste pistolen, sagde Anthony Ray Hinton, da han mødte pressen på sin første dag i friheden.
Han tilføjede, at han fortsat vil bede for pårørende til de personer, der blev dræbt i 1985, for de har – ligesom ham selv – været udsat for justitsmord. Han understregede samtidig, at de ansvarlige for justitsmordet, vil komme til at svare for gud.
Se Anthony Ray Hintons møde med pressen på hans første dag i friheden ved at
Det er organisationen Equal Justice Initiative, der har kæmpet hans sag. Equal Justice Initiative hjælper folk, der ikke selv har penge til det, med at få deres sag prøvet på ny.
Organisationens advokater har fået tre førende våbeneksperter til at vurdere de tekniske beviser, og de er nået frem til, at Hintons våben ikke kunne have affyret de dræbende skud.
Hinton har på intet tidspunkt erkendt sig skyldig, men stædigt fastholdt sin uskyld i sagen. Han blev budt velkommen i friheden af sin familie, da han fredag kunne forlade fængslet i Birmingham i Alabama.
Hinton var en af de længstsiddende fanger på dødsgangen i Alabama.
Siden 1973 er 152 personer blevet løsladt fra amerikanske fængsler efter at have været dømt til døden. Typisk har ny teknologi kunnet bevise, at de ikke var skyldige.
/ritzau/AFP