Ny dille hos kriminelle: Gas bruges mod bank


Arkivfoto


Der er igen sket et forsøg på at sprænge sig til kontanter i en hæveautomat.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Natten til fredag gik det ud over en automat ved Sydbank i Skærbæk, oplyser politiet til TV Syd.

Ved hjælp af gas lykkedes det for nogle maskerede mænd at få sprængningen gennemført, men de kom ikke væk med penge.

Det skyldes, at en borger havde tilkaldt politiet efter at have set mændene luske rundt ved automaten.

– Det er professionelle folk, der er på spil, når der bruges gas til at sprænge hæveautomater i luften, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

Samme metode brugte de kriminelle kolleger, som angreb en hæveautomat ved en sparekasse i Ørsted på Djursland.

Her lykkedes det dog gerningsmændene at slippe væk med penge. Udbyttets størrelse ønsker politiet imidlertid ikke at sige noget om.

Fredag formiddag har Østjyllands Politi ikke nærmere oplysninger om disse mænd eller den bil, som de forsvandt i.

Fænomenet med at anvende gas til at sprænge sig vej til penge i hæveautomater er set over hele landet siden 2012.

Men det er især i de mindre bysamfund, at borgerne er blevet forstyrret af de enorme brag fra de kriminelles natlige aktiviteter.

/ritzau/