Kilder: Grækenland løber tør for penge og ønsker kviklån


Arkivfoto


Grækenland har fortalt sine kreditorer, at det 9. april løber tør for penge og har anmodet om nye lån. Men det har långiverne afvist, oplyser embedsmænd i EU.

Ønsket om yderligere lån blev fremsat på et telefonmøde onsdag mellem repræsentanter for eurozonens finansministre, siger kilder til nyhedsbureauet Reuters.

Det græske finansministerium nægter, at det skulle have fortalte sine kreditorer, at kassen er tom i næste uge.

– Finansministeriet afviser kategorisk anonyme oplysninger i en Reuters-artikel om emner, der angiveligt blev drøftet af euroarbejdsgruppen 1. april, hedder det i en erklæring fra ministeriet i Athen.

Kildernes oplysninger harmonerer dog med udtalelser onsdag fra den græske indenrigsminister, Nikos Voutsis, om, at landet står over for et valg om at tilbagebetale et lån på 450 millioner euro (3,1 milliarder kroner) til Den Internationale Valutafond (IMF) 9. april eller bruge beløbet på lønninger og pensioner til statsansatte.

Vi vil vælge det sidste, lød det fra ministeren.

En talsmand for regeringen afviste senere, at Grækenland vil overskride tidsfristen for betalingen til IMF.

Telekonferencen var arrangeret for at drøfte, hvordan det går med den græske regerings løfter om at indføre de nye reformer, som er betingelse for, at der frigives ny økonomisk støtte til det trængte land.

Grækenland er blevet stillet 7,2 milliarder euro i udsigt fra eurozonen og IMF, men lånet er betinget af, at den nye socialistiske regering indfører de reformer, som den tidligere regering havde aftalt med långiverne.

På telefonmødet gentog blandt andet Tysklands repræsentant de tidligere aftalte betingelser og gjorde det klart, at der ikke er nogen mulighed for at frigive lån inden 9. april.

Telefonmødet resulterede ikke i nogen beslutninger om, hvad der skal ske, hvis der ikke opnås enighed inden den dato.

/ritzau/Reuters