Politiet undersøger gerningsstedet i Værløse.
En 26-årig mand fra Bagsværd har i næsten en måned balanceret på grænsen mellem liv og død, efter at han 3. marts blev ramt af syv skud i Værløse.
Mandag fremstiller Nordsjællands Politi to personer i grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab.
Det sker imidlertid in absentia, da politiet endnu ikke har fanget de pågældende.
– De er sigtet for forsøg på manddrab. Vi vil begære om lukkede døre ved retsmødet, siger specialanklager Margit Wegge til Ritzau.
Derfor ønsker hun ikke at sige mere om sagen.
Nogle dage efter skyderiet valgte en dommer ved Retten i Lyngby at varetægtsfængsle en tredje mand i sagen.
Den 21-årige er sigtet for medvirken til drabsforsøg og blev fængslet i 14 dage. Han nægter sig skyldig, og for nylig blev han løsladt.
– Men han er stadig sigtet, fastslår Margit Wegge.
Politiet har tidligere oplyst, at skudepisoden formentlig er banderelateret.
– Der er formentlig tale om et internt opgør mellem kriminelle. Det er et internt opgør, lød det 10. marts fra efterforskningsleder Lau Lauritzen.
Skyderiet skete om aftenen tirsdag 3. marts i området ved Vesterbo Vænge i Værløse på åben gade. Politiet fik meldingen klokken 19.38.
– Et vidne har set tre mænd stige ud af en bil og affyre skud. Det drejer sig formentlig om en nyere sort Peugeot 108, sagde Lau Lauritzen.
I alt syv skud ramte den 26-årige. Et af dem ramte ham i hovedet.
Siden den skæbnesvangre aften har en respirator holdt den unge mand i live.
/ritzau/