Arkivfoto
Natten til mandag er der affyret flere skud mod en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Der var personer til stede i lejligheden, men ingen er blevet ramt.
Politiet blev alarmeret om skyderiet klokken 02.45.
– Der er fra gadeplan affyret to til fire skud fra et håndvåben mod en lejlighed på første sal på Stærevej. Vi har på nuværende tidspunkt ingen vidner til skyderiet og ingen er anholdt, siger Dan Aakerhjelm Sørensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Personerne i lejligheden har været samarbejdsvillige, oplyser efterforskningslederen. Han vil ikke oplyse, om personerne er kendt af politiet.
Ved 05-tiden mandag morgen er politiet i gang med tekniske undersøgelser på stedet.
/ritzau/