De danske kampfly blev sendt af sted den 2. oktober, og de gik for første gang på vingerne fra deres base i Kuwait 14 dage senere. Siden er der fløjet over 250 missioner og kastet omkring 200 bomber. Arkivfoto
213 millioner kroner.
Det har foreløbig været prisen – i hvert fald prisen i kroner og øre – for den hidtidige danske deltagelse i den internationale koalition med Islamisk Stat (IS) i Irak.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDet viser en aktindsigt, som Ritzau har fået fra Forsvarsministeriet.
De danske kampfly blev sendt af sted den 2. oktober, og de gik for første gang på vingerne fra deres base i Kuwait 14 dage senere. Siden er der fløjet over 250 missioner og kastet omkring 200 bomber.
Selvom den danske indsats torsdag har varet et halvt år, så omfatter opgørelsen fra Forsvarsministeriet dog kun tiden frem til slutningen af februar – altså omkring fem måneder.
Og her er prisen opgjort til “cirka 213 millioner kroner”. Heraf er der brugt ammunition for “cirka 44 millioner kroner”.
Torsdag er det præcis et halvt år siden, at missionen mod Islamisk Stat startede, og ph.d. og forsker i Mellemøststudier ved Københavns Universitet, Sune Haugbølle, efterlyser en større debat om den danske indsats.
– Det er lidt en hemmelig krig, og jeg mener, at der burde være mere politisk debat om omkostningerne ved at være med, siger han.
– En kvart milliard er mange penge for et lille land, så der burde være mere debat om, hvad målene egentlig er, og om vi er på vej til at opnå, hvad vi vil.
– Der har været nogle militærstrategiske sejre, og siden luftbombardementerne har IS stort set ikke kunnet udvide deres positioner. Men vi får nok for lidt at vide om, hvad der foregår undervejs, siger han.
Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, har et halvt års krig mod IS bremset Islamisk Stats fremmarch. Men heller ikke ret meget mere.
– Vi har fået inddæmmet problemet og lagt låg på, men vi er ikke kommet videre end det. Vi har stoppet hullet i diget, men problemet med, at vandet kan trænge ind andre steder, det har vi ikke kunnet gøre noget ved, siger han.
– Det kan stadigvæk ende med at gå helt galt. Vi har ikke fået gjort noget ved de underliggende politiske problemer, der gør, at de her krige og volden overhovedet kan opstå i Irak, siger Peter Viggo Jakobsen, der mener, at Danmark har spillet den rolle, man var udset til.
– Så vidt, vi kan vurdere, har de danske fly jo gjort det de skulle, og det ser ikke ud som om, at de har ramt afgørende forkert. Så Danmark har spillet rollen som en loyal allieret, der bakker om en international indsats om at stoppe Islamisk Stat, siger han.
/ritzau/