Politi bekræfter sigtelser i påstået sag om attentatplaner mod politiker


Politiet oplyser ikke, hvad de to personer er sigtet for, men ifølge en af mændenes advokater drejer det sig om planer om et attentat mod forsvarsminister Nicolai Wammen (S). Arkivfoto


Københavns Politi bekræfter torsdag aften, at to personer er sigtet efter en omfattende ransagningsaktion på fem adresser i København onsdag.

Like localeyes.dk på Facebook

Ransagningerne blev gennemført, efter at politiet havde modtaget oplysninger om blandt andet besiddelse af skydevåben.

– Vi har ved de gennemførte ransagninger og afhøringerne af de anholdte ikke fundet grundlag for at fremstille nogen i grundlovsforhør, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov i en pressemeddelelse.

– Vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os nærmere om de oplysninger, der førte til, at vi aktionerede, siger politiinspektøren.

Politiet oplyser ikke, hvad de to personer er sigtet for, men ifølge en af mændenes advokater drejer det sig om planer om et attentat mod forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

– Der er en person, der har henvendt sig og fortalt, at han er sigtet for nogle planer om et attentat mod forsvarsministeren. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 113, stk. 2, siger forsvarsadvokat Bjørn Elmquist.

Straffelovens paragraf 113, stk. 2 handler om at “angribe eller øve tvang mod kongen eller den, der med hjemmel i forfatningen fører regeringen, eller mod ministrene (…).

/ritzau/