Forsvarere: Hashhandlere dømmes vilkårligt


Efter tirsdagens retsmøde, hvor 13 mænd blev idømt fængselsstraffe på op til tre år, mener flere af de dømtes forsvarsadvokater, at beslutningen om at dele komplekset op i seks separate sager har konsekvenser for de tiltalte. Arkivfoto


Det enorme retsopgør mod organiseret salg af hash på Christiania er tirsdag nået halvvejs, da den tredje af i alt seks sager nu er afgjort.

Efter tirsdagens retsmøde, hvor 13 mænd blev idømt fængselsstraffe på op til tre år, mener flere af de dømtes forsvarsadvokater, at beslutningen om at dele komplekset op i seks separate sager har konsekvenser for de tiltalte.

– Man har lavet en generel bevisførelse, der er blevet gentaget i alle seks sager. Så skulle man jo tro, at dommerne nåede frem til samme resultat, siger forsvarsadvokaten Hugo Steinmetz, hvis klient tirsdag blev idømt to år og ni måneders fængsel.

– Men nu viser det sig, at man i den ene sag når frem til, at tre kilo joints svarer til salget af et kilo hash. I dagens dom adskiller man det ikke. Man siger, at det er tre kilo hash. Det er klart, at det giver en forskellig straf. Det er vilkårlig retspleje, mener advokaten.

Det samme indtryk har kollegaen Gitte Juul Jensen, hvis klient tirsdag blev idømt et år og ni måneders fængsel.

– Tre mænd, der har lavet det samme i den samme periode, får tre forskellige domme. Det er sgu da ikke rimeligt, når anklagemyndighedens beregninger stammer fra den samme hashbod, siger Gitte Juul Jensen.

– Men der sidder seks forskellige domsmandsretter og bevisvurderer forskelligt.

– Det betyder, at den ene hashhandler bliver dømt for salget af 350 gram hash per dag, den anden for 750 gram og i dag for 660 gram, siger hun med henvisning til retternes forskellige vurderinger i de hidtidige tre sager.

Senioranklager Louise Nielsen fra Københavns Politi er langt fra ligeså betænkelig.

– Men det er klart, at det er individuelt fra sag til sag, hvad de forskellige domsmandsretter lægger til grund, siger hun.

Både byretten og landsretten sagde i sin tid god for anklagemyndigheden ønske i at dele komplekset op i seks forskellige retssager.

/ritzau/