Fire heltinder: Reddede sovende beboere fra kraftig brand


Her står de fire kvinder, som gjorde en forskel, da de i nat opdagede branden i Holbæk og straks begyndte at vække beboerne og slå alarm til 112.


Det kunne være gået galt under en kraftig brand i Holbæk, hvis ikke fire unge kvinder på vej i byen havde reageret prompte. De vækkede beboerne og alarmerede 112.

Det fortæller indsatsleder Jan Bruun fra Holbæk Brandvæsen til fotografen fra Local Eyes. Pigerne gjorde en stor forskel og en heltegerning, lyder det fra indsatslederen.

Branden opstod natten mellem lørdag og søndag i et bofællesskab for psykisk handicappede på Markedspladsen i Holbæk.

De fire unge kvinder var på vej i byen, da de opdagede, at det brændte i en af lejlighederne. De slog med det samme alarm til 112 og begyndte at vække beboerne i opgangen.

Den ene af pigerne kom ligefrem til skade af at banke hårdt på ruderne ind til de sovende beboere. Skaden var dog ikke værre end at hun kunne fortsætte byturen, da hun havde fået en forbinding på hånden.