Bandeopgør på restaurant: Flere personer er dræbt af skud


Arkivfoto


Onsdag aftens skyderi på en restaurant i nærheden af Göteborg har kostet flere personer livet. Det oplyser det lokale politi på sin hjemmeside natten til torsdag. Der er risiko for, at antallet af drabsofre stiger ifølge politiet.

Det præcise antal dræbte er endnu ikke oplyst.

– Dette er grov kriminalitet, og meget taler for, at det er banderelateret, sagde Ulla Brehm, pressetalsmand for politiet i Göteborg, tidligere på aftenen.

LÆS OGSÅ: Blodigt bandeopgør: Otte personer skudt under opgør på restaurant
Politiet fik anmeldelsen om skyderiet på en restaurant på Vårväderstorget på øen Hisinge, klokken 22.23.

Gerningsmændene brugte tilsyneladende automatvåben.

– Der kom to personer med Kalasjnikov-geværer ind og begyndte at skyde, siger et øjenvidne til avisen Aftonbladet.

Mindst otte personer blev kørt på sygehuset efter skyderierne, og området omkring restauranten blev afspærret af politiet.

En fotograf fortalte til TT, at der ved indgangen til restauranten lå en tilsyneladende livløs person, der var dækket af et klæde.

/ritzau/TT