Foto fra New York Gay Pride i 2011.
Efter årtiers debat om homoseksualitet i kirken har medlemmerne af den amerikanske menighed Presbyterian Church USA stemt for at ændre definitionen af ægteskab i kirkens forfatning til at inkludere ægteskab mellem mennesker af samme køn.
Det skriver avisen The New York Times.
Afstemningen fandt sted tirsdag, og mens flere fortsat mangler at afgive deres stemme, har 86 ud af i alt 171 regionale stemmeberettigede allerede stemt for forslaget.
Dermed er det vedtaget, at kirken udvider ægteskabsbegrebet.
Helt konkret bliver kirkens definition ændret fra, at ægteskab står mellem “mand og kvinde” til “to mennesker, traditionelt en mand og en kvinde”, skriver The New York Times.
– Endelig anerkender kirken i sin forfatning, at kærligheden mellem bøsser og lesbiske par er værd at fejre i trossamfundet, siger pastor Brian D. Ellison, der står i spidsen for et religiøst forpligtende netværk af menighedens medlemmer, der går ind for at inkludere homoseksuelle i kirken.
– Der er forsat uenighed, og jeg ønsker ikke at nedtone dette, men jeg tror, at vi er ved at lære, at vi kan være uenige og alligevel tilhøre den samme kirke, tilføjer han til The New York Times.
Presbyterian Church USA har 1,8 millioner medlemmer og er en af de største protestantiske menigheder i USA.
En del mere konservative medlemmer af kirken har dog vendt ryggen til menigheden, da den har bevæget sig i retningen af at anerkende homoseksuelles rettigheder. Eksempelvis da den i 2011 besluttede, at bøsser og lesbiske kunne blive blandt andet præster.
Det er dog ikke alle de tilbageværende i kirken, der er lige begejstrede for beslutningen om homo-ægteskaber, og præster vil derfor ikke blive tvunget til at vie bøsser eller lesbiske par, skriver The New York Times.
En række andre religiøse menigheder i USA har allerede taget skridtet og tilladt de omstridte ægteskaber.
/ritzau/