Arkivfoto
Den semiautonome Kurdistans Regionale Regering i Irak oplyser lørdag, at den har bevis for, at gruppen Islamisk Stat har benyttet klorgas som et kemisk våben mod kurdiske peshmerga-styrker, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den kurdiske regions sikkerhedsråd siger i en erklæring til Reuters, at peshmergaer har taget prøver af jord og tøj, efter at en selvmordsbombe blev udløst af et medlem af Islamisk Stat i det nordlige Irak i januar.
Sikkerhedsrådet siger, at laboratorieanalyser viser, at “prøverne indeholder klor i niveauer, der tyder på, at stoffet har været brugt i våbenform”.
Det har ifølge Reuters ikke været muligt at skaffe en uafhængig bekræftelse af den kurdiske påstand.
/ritzau/Reuters