Optagelsen, der er omkring 13 minutter lang, viser Musallam sidde på knæ, da en dreng, iført en militæruniform og bevæbnet med en pistol, affyrer en kugle mod Musallams pande. Derefter følger yderligere tre skud mod hans krop.
Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har offentliggjort endnu en video, hvor en mand tilsyneladende bliver dræbt.
Der er tale om en arabisk-israelsk teenager, der ifølge den ekstremistiske bevægelse meldte sig under deres sorte flag for at blive hellig kriger, men i virkeligheden spionerede på vegne af Israel.
Den 19-årige mand ved navn Muhammad Musallam er som ofrene i andre drabsvideoer fra IS iført en orangefarvet kedeldragt. Optagelsen adskiller sig til gengæld ved, at bødlen denne gang er en dreng.
Muhammad Musallam ses sidde i et rum og tale om, hvordan han blev hvervet og trænet af den israelske efterretningstjeneste Mossad. Hans far og storebror havde opmuntret ham til forehavendet, fortæller han.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har det ikke umiddelbart været muligt at få bekræftet, om optagelsen er ægte. Israelske sikkerhedskilder siger, at de er bekendt med videoen, men kan ikke sige noget om dens autenticitet.
Optagelsen, der er omkring 13 minutter lang, viser Musallam sidde på knæ, da en dreng, iført en militæruniform og bevæbnet med en pistol, affyrer en kugle mod Musallams pande. Derefter følger yderligere tre skud mod hans krop.
I videoen fortæller Musallam, at han havde sluttet sig til IS for at kunne forsyne den israelske spiontjeneste med oplysninger om våbendepoter, baser og palæstinensiske medlemmer. Både hans familie og Israel benægter historien.
For en måned siden fortalte Musallams far, at sønnen var blevet meldt savnet under en turistrejse til Tyrkiet. Og en israelsk sikkerhedskilde har sagt, at Musallam i oktober sidste år rejste til Syrien for at kæmpe sammen med IS.
Musallams mor afviser også tanken.
– En spion på 19 år? Hvordan er det muligt, spørger moren, Um Ahmad, fra sit hjem i det østlige Jerusalem.
Faren mener, at militante IS-folk tvang sønnen til at sige, at han var spion.
– De tog ham til fange kun for at fremvise ham for verden, så verden vil blive bange for dem, siger Said Musallam.
/ritzau/Reuters