Betjente skal tale med psykolog efter angreb i København


Bevæbnet politi leder efter attentatmanden i indre København, kort efter skyderiet ved synagogen.


Alle politibetjente, der var på arbejde i dagene omkring skudangrebene i København 14.-15. februar, skal deltage i en såkaldt psykologisk debriefing, hvor betjentenes oplevelser bliver diskuteret i små grupper med en psykolog tilstede.

Like localeyes.dk på Facebook

Det har Københavns Politiforening bedt ledelsen om, skriver Jyllands-Posten.

– Hvis den psykologiske debriefing ikke var obligatorisk, ville nogle vælge det fra, fordi de arbejder meget og så ikke har overskud til at tage ind på arbejde igen på en fridag eller efter en nattjeneste for at deltage.

– Når de har fri, tænker nogle af dem, at de ikke har behov for psykologisk debriefing. Vi har ikke haft noget, der var tilsvarende voldsomt i nyere tid i politiet, og derfor vurderede vi situationen og bad ledelsen om, at alle kom igennem, siger Annette Nielsen, næstformand i Københavns Politiforening til Jyllands-Posten.

Angrebene på kulturhuset Krudttønden og på synagogen i Krystalgade kostede to civile livet, og seks betjente blev såret, inden gerningsmanden blev dræbt efter en menneskejagt på 13 timer.

LÆS OGSÅ: Terror: Her bliver en person anholdt af betjente med maskinpistoler
LÆS OGSÅ: Terror i København: Flugtbil fundet på Østerbro
Det er en situation, der har sat sig spor hos mange betjente, lyder det fra politiforeningen. Omkring 10 psykologer har siden angrebene arbejdet med politiets ansatte.

– Psykologsamtalerne betyder, at betjentene følelsesmæssigt får vendt, hvordan de har været involveret. Erfaringen viser, at det er godt at slå fast, at der ikke er noget farligt ved at sige: “Jeg var bange i den her situation,” siger Claus Oxfeldt, formand for betjentenes fagforening, Politiforbundet.

Han kalder de 13 timer, inden gerningsmanden blev dræbt, for “voldsomme”.

LÆS OGSÅ: Tidligere PET-chef: Politiet slår jernring om København
Foruden psykologsamtalerne har Københavns Politiforening også bedt Rigspolitiet om, at der efter noget tid bliver lavet en psykologisk opfølgning.

/ritzau/