Svensk indvandrerkritisk parti har rekordstor opbakning


Ifølge Sverigesdemokraterne er vælgertilslutningen være helt oppe på´19%, som man kan se på dette billede fra deres side på Facebook.


Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna har aldrig haft større opbakning, end det har i dag.

Like localeyes.dk på Facebook

Og noget overraskende strømmer kvinder og højtuddannede til partiets vælgerskare, viser en meningsmåling, som Ipsos har foretaget for Dagens Nyheter.

I alt 13,6 procent af de 1202 adspurgte svarer, at de ville stemme på Sverigedemokraterna, hvis der var valg i dag. Det er den største tilslutning, partiet nogensinde har haft.

Ved valget sidste år fik partiet 12,9 procent af stemmerne, mens støtten til partiet få måneder forinden lå på 7,9 procent.

Mens det tidligere hovedsageligt har været unge mænd med lav uddannelse, der sluttede sig til partiet, får det nu støtte fra en overraskende fløj i form af kvinderne og de højtuddannede.

På tre år er kvindelige og højtuddannede vælgeres opbakning til partiet steget med omkring 250 procent, mens den blandt svenskere over 60 år er vokset med 139 procent, konkluderer Ipsos.

– Partiets udvikling er bemærkelsesværdig. Vælgerskaren bliver stadig bredere, og det er sket på relativ kort tid, siger Ipsos’ analysechef, David Ahlin, til Dagens Nyheter.

– For bare tre år siden virkede en vælgertilslutning på 13-14 procent helt urealistisk, fortsætter han.

Han peger på, at Sverigedemokraterna har slugt mange proteststemmer – først og fremmest fra indvandringskritiske, der ikke klapper i hænderne over, at Sverige sidste år tog imod 80.000 asylansøgere.

– Man er utilfreds med, hvordan andre partier præsterer, og så vil de påvirke dagsordenen. Det handler selvfølgelig om indvandring, men også spørgsmål om velfærd som skole, sundhed og ældrepleje, siger Ahlin.

Selvom Sverigedemokraterna fortsætter med at brage frem, har de rødgrønne regeringspartier fortsat flertal med 45,2 procent af vælgerne i ryggen. Det er dog en tilbagegang i forhold til sidste måned.

De fire partier i den borgerlige alliance ville få godt en tredjedel af stemmerne, hvis der var valg i dag.

/ritzau/NTB