Unesco: IS-ødelæggelser er et sikkerhedsproblem


En video, hvor militsfolk fra IS slår statuer af soklerne og ødelægger andre antikke genstande med hamre, er lagt på internettet


En kulturel tragedie og et decideret sikkerhedsproblem, som omgående bør tages op på et møde i FN’s Sikkerhedsråd.

Like localeyes.dk på Facebook

Sådan betegner chefen for Unesco, FN’s organisation for kulturarv, Islamisk Stats (IS) massive ødelæggelser af antikke kunstgenstande på et museum i den irakiske storby Mosul.

– Dette angreb er meget mere end en kulturel tragedie – det er også et sikkerhedsproblem, da det fører til sekterisme, voldelig ekstremisme og konflikt i Irak, siger Unesco-chef Irina Bokova i en meddelelse.

– Derfor har jeg øjeblikkeligt taget kontakt til præsidenten for Sikkerhedsrådet og bedt ham om at indkalde til hastemøde i Sikkerhedsrådet angående beskyttelse af Iraks kulturarv som en integreret del af landets sikkerhed, fortsætter Bokova.

En video, hvor militsfolk fra IS slår statuer af soklerne og ødelægger andre antikke genstande med hamre på museet i Mosul, kom torsdag frem på nettet.

LÆS OGSÅ: TV: Islamisk Stat destruerer 3000 år gammel kunst
– Muslimer, disse genstande bag mig er figurer for folk fra gammel tid. De tilbad dem i stedet for Gud, siger en skægget militant i videoen.

– De såkaldte assyrere, akkader og andre folk havde guder for regn, for landbrug, for krig. Og de forsøgte at komme tættere på dem med ofringer, fortsætter den militante.

– Profeten fjernede og begravede statuer i Mekka med sine velsignede hænder, lyder det videre i en henvisning til islams profet Muhammed.

Eksperter i de antikke genstande siger, at der er tale om såvel originale genstande som kopier og rekonstruerede ting. Arkæologer og kulturarvseksperter har kaldt ødelæggelserne for en “katastrofe”.

Mange af de genstande, som de militante smadrer løs på, stammer fra flere hundrede år før vor tidsregning.

Iraks assyrere er nu en kristen minoritet, der regner sig for at være regionens oprindelige folk.

/ritzau/AFP