Advokat og revisor undgår fængsel for svindel


Her optagelser lavet onsdag på Revvej i Korsør, hvor to biler blev fjernet under politiaktionen, der blev kaldt: Hvepsebo.


En advokat og en revisor, som onsdag blev anholdt i en større politiaktion, skal ikke fremstilles i grundlovsforhør. Det oplyser anklager Jette Malberg fra politiets Task Force Indbrud til Ritzau.

De to var ved onsdagens aktion blandt 95 anholdte, og de er sigtet for henholdsvis groft skattesvig og bedrageri.

Af de 95 anholdte skal 22 torsdag forklare sig foran en dommer ved Retten i Lyngby. De er sigtet for menneskehandel, bedrageri og dokumentfalsk.

Resten af de anholdte anser politiet for at være ofre i sagen. Ofre, hvis identitet er blevet udnyttet af de egentlige kriminelle til at svindle sig til penge fra blandt andet myndigheder og långivere.

Det er sket ved, at de er blevet “rekrutteret”, for det meste i Rumænien, og blevet lokket med arbejde og en attraktiv løn i Danmark.

Ifølge politiinspektør Karl Erik Agerbo, der er chef for Task Force Indbrud, er omkring 300 mennesker blevet udnyttet.

Når de kommer til Danmark, bliver de taget med til Borgerservice, hvor de får et Nem-id og cpr-nummer. Derefter får de en bankkonto, og nogle gange oprettes der firmaer og optages lån i deres navn. Men de får aldrig noget job og heller ingen penge.

– På den måde kan man svindle med blandt andet skat og moms, siger politiinspektøren, som dog ikke vil komme ind på, hvordan nøjagtigt man gør det.

Han vil dog gerne komme ind på, hvor meget bagmændene har kunnet malke én person for.

– Vores mistanke er, at de per udnyttet person tjener cirka 180.000 kroner. Og hvis der har været 300 mennesker igennem systemet, så er vi oppe på 54 millioner kroner, så det er betydeligt, siger Karl Erik Agerbo.

Torsdagens retsmøder i Lyngby er blevet indledt fra morgenstunden. De forventes at vare det meste af dagen, og Retten i Lyngby har valgt at afvikle retsmøderne i tre retssale samtidigt.

/ritzau/