Taxichauffør kørte mistænkt hjem efter drab


Den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet ved Nørrebro Station.


Den mistænkte i sagen om to skudangreb i København tog en taxi, da han flygtede efter det første skyderi lørdag eftermiddag.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Oplysningen om flugtmetoden er fremkommet på politiets orientering af pressen søndag morgen.

Det var taxichaufførens vidneudsagn, der førte politiet frem til den formodede gerningsmands adresse, hvor han søndag morgen blev skudt.

Efter at have angrebet kulturhuset Krudttønden på Østerbro med en serie skud cirka klokken 15.30 kørte han først væk i en VW Polo, som han havde frarøvet en kvinde.

På Borgervænget satte han bilen fra sig.

LÆS OGSÅ: Terror i København: Flugtbil fundet på Østerbro
LÆS OGSÅ: Hør det vilde skyderi: Lydoptagelse afslører mindst 40 skud
Og det var her, at han i sin mobiltelefon ringede efter en taxi.

Hyrevognen kørte ham derefter til hjemmet nær Nørrebro Station.

Han opholdt sig på adressen i cirka 20 minutter, før han tog af sted igen, har politiet fortalt på briefingen af pressen.

Oplysningerne er fremkommet på baggrund af blandt andet billeder fra videokameraer.

Den formodede gerningsmand kom hjem klokken 16.17, og klokken 16.37 gik han igen, viser overvågningskameraer, som politiet har studeret.

I det hele taget har videokameraer givet politiet mange værdifulde oplysninger. For eksempel var det billeder fra et kamera ved Kildevældsskolen, som viste, at den mistænkte ringede på sin mobiltelefon.

Taxichaufføren har været afhørt, og på den måde fik betjente oplysning om adressen, som fra klokken 23 blev holdt under observation.

Det var de specialuddannede betjente i Aktionsstyrken under Politiets Efterretningstjeneste, som fik opgaven.

Da den mistænkte kom hjem cirka klokken 4.50 søndag morgen, kom det til en ildkamp med politiet.

Først råbte betjente ham an, men han trak et våben og skød mod dem. Han affyrede flere skud, fremgår det af en pressemeddelelse søndag morgen.

Politiet skød tilbage og dræbte den mistænkte.

Under briefingen har pressen ikke fået mulighed for at stille uddybende spørgsmål til politidirektør Thorkild Fogde, chefpolitiinspektør Torben Mølgaard Jensen eller politiinspektør Jørgen Skov.

– Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os, siger politiinspektør Jørgen Skov om politiets videre arbejde.

/ritzau/