Gerningsmand til terrorangreb: Politiet udsender nye fotos


Hvem er denne mand? Billeder fra et overvågningskamera på Kildevældsskolen taget lørdag eftermiddag.


Politiet efterlyser en arabisk udseende mand på 25-30 år, cirka 185 centimeter høj og atletisk af bygning efter formodet terrorskyderi ved debatarrangement.

LÆS OGSÅ: Hør det vilde skyderi: Lydoptagelse afslører mindst 40 skud
LÆS OGSÅ: Politi samler krisestab efter Vilks-skyderi
Samtidig efterlyser politiet vidner, der har opholdt sig nær Kildevældsskolen på Bellmansgade på Østerbro i København omkring klokken 15.50, cirka 20 minutter efter skyderiet.

Manden var iført en sort eller mørkeblå skijakke og matchende bukser og formodentlig handsker. Han havde dækket nederste del af ansigtet helt op til øjnene med et partisantørklæde i farverne gul/orange og rød.

Ifølge signalementet var manden forholdsvis lys i huden, og han havde glat sort hår.

Efter skyderiet kaprede gerningsmanden en personbil, som senere blev fundet på Borgervænget nær Kildevældsskolen og ikke langt fra Krudttønden, hvor skyderiet fandt sted.

Politiets afhøringer viser, at der formentlig kun har været én gerningsmand, oplyser politiet i sin seneste pressemeddelelse. Tidligere lørdag oplyste politiet, at der muligvis var tale om to gerningsmænd.

/ritzau/