Task Force Pusherstreet: Beslaglagde hash for en million kroner på en uge


Arkivfoto fra et tidligere razzia i Pusherstreet.


Den første sag i et stort kompleks af sager rettet mod hashsalget på Christiania kulminerede fredag med domme til 10 personer i Københavns Byret.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Sideløbende med de mange retssager fortsætter Københavns Politi sit arbejde rettet mod ulovlighederne på Pusher Street, og det har i den seneste uge ført til beslaglæggelse af hashprodukter for knap en million kroner.

Politiets Task Force Pusher Street har i indeværende uge afholdt flere aktioner i og omkring Christiania og Pusher Street.

LÆS OGSÅ: Task Force Pusherstreet: Nervøs cyklist stoppet med to kilo hash
Onsdag blev der afholdt færdselsaktion, og politiet kunne konstatere, at der på trods af vinterferie var mange, der havde besluttet at lægge vejen forbi Pusherstreet.

Det førte blandt andet til, at 26 personer blev sigtet for at have stoffer på sig, mens 10 blev sigtet for narkopåvirket kørsel.

Fredag morgen fortsatte politiet arbejdet og ransagede i den forbindelse to lokaliteter. Her fandt man et større pengebeløb og en mindre mængde hash.

Herefter fortsatte jagten i en række skure og på åbne arealer.

Her fandt politiet flere tønder, der var gravet ned, og som alle indeholdt diverse hashprodukter.

/ritzau/