Stop giften: Danske rovdyr er fyldt med dødelig rottegift


Tal fra Miljøstyrelsen viser, at det samlede salg af rotte- og musegift i perioden fra 2007 til 2013 steg fra cirka 280 ton til 400 ton. Arkivfoto


99 procent af alle danske rovdyr, som lever af gnavere, er inficeret med dødelig rottegift.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det viser en ny rapport, som Miljøstyrelsen udgiver i dag, skriver metroxpress.

Rapporten kommer en uge efter, at avisen skrev, at tre af landets fire største byer i 2014 oplevede et rekordhøjt antal rotteanmeldelser.

Ifølge rapporten skyldes den voldsomme forgiftning af rovdyrene et øget forbrug af rottegift – de såkaldte antikoagulante rodenticider – der bruges til både privat og kommunal skadedyrsbekæmpelse samt i land- og skovbrug.

Tal fra Miljøstyrelsen viser, at det samlede salg af rotte- og musegift i perioden fra 2007 til 2013 steg fra cirka 280 ton til 400 ton.

Over for metroxpress kalder en af forfatterne bag rapporten resultaterne for dybt problematiske.

– Rottegiften har samme toksiske virkning på andre pattedyr og fugle, og de kan derfor også blive dræbt af giftstofferne, siger Morten Elmeros, seniorrådgiver på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

– De dør ikke nødvendigvis efter at have ædt en enkelt forgiftet mus eller rotte, men risikoen for toksiske effekter stiger over tid jo flere, de spiser.

Rapporten konkluderer samtidig, at de rovdyr, som er bærere af giften, må leve med et stresset immunforsvar og risiko for blødninger i for eksempel muskulaturen og tarmene.

– Det er virkelig triste nyheder, men desværre helt, som vi forventede. Det understreger vigtigheden i at stoppe brugen af gift uden for bygninger, siger biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening til avisen.

/ritzau/