Politiet håber imidlertid at holde diskussionen om hash og Pusher Street ude af undersøgelsen, der vil bestå af en række interview med christianitterne. Arkivfoto
Københavns Politi lægger hvert år tusindvis af arbejdstimer på Christiania og kunne derfor godt tænke sig at vide, om fristadens borgere overhovedet sætter pris på betjentenes indsats.
Af politiets mål- og resultatplan for 2015 fremgår det derfor, at der i løbet af de kommende seks måneder skal foretages en såkaldt tilfredshedsmåling blandt borgere på Christiania – uden for hashgaden Pusher Street vel at mærke.
– Det er en undersøgelse blandt de borgere, vi betjener i dagligdagen i forbindelse med eksempelvis patruljer og indbrud, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer, der er leder af Task Force Pusher Street.
– Tidligere har vi lavet en lignende måling på Christianshavn for at se, om vi er på vej i den rigtige retning. Nu vil vi også gerne se, om vi gør det rigtige i vores generelle arbejde på Christiania, siger han.
Torben Svarrer påpeger, at politiet er villig til at ændre sin adfærd, hvis borgerne kommer med berettigede indsigelser.
Politiet håber imidlertid at holde diskussionen om hash og Pusher Street ude af undersøgelsen, der vil bestå af en række interview med christianitterne.
– Jeg vil ikke afvise, at der kan komme noget med om Pusher Street. Det er klart, at mange borgere vil gå ind for at legalisere hash og derfor mene, at vi ikke skal lave vores aktioner på Pusher Street, siger Torben Svarrer.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at der ikke er den store forskel på at patruljere på Christiania sammenlignet med andre bydele.
– Vores oplevelse er, at det er ligesom alle andre steder. Det er meget positivt. Min oplevelse og mine medarbejderes oplevelse er, at borgerne er rigtig glade for vores indsats, siger han.
Københavns Politi har i 2014-2015 samlet fået 20 millioner kroner til en koordineret og langsigtet indsats, der har til hensigt at gøre hashhandlen på Christiania uattraktiv og derved svække og presse de kriminelle, der står bag den åbenlyse handel med hash.
Som en del af mål- og resultatplanen for 2015 har Københavns Politi derfor sat sig for, at der skal gennemføres minimum 250 politiaktioner mod købere og leverandører af hash til Christiania.
Hertil kommer, at 21 procent af de personer, der er registreret som hashhandlere og vagter på Christiania, er frihedsberøvet ved dom eller varetægtsfængslet.
Torben Svarrer ønsker ikke at fortælle, hvor mange personer 21 procent svarer til.
/ritzau/