Forsker: Stadig lang vej til sejr over Islamisk Stat


– Det, der skal til, er at have en hærenhed på jorden, der er stærk nok til at lave en egentlig offensiv mod Raqqa eller nogle af de hovedområder, der er afgørende for IS, siger Sune Haugbølle. Arkivfoto


Der er ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ikke flere af Islamisk Stats (IS) styrker i grænsebyen Kobani.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er de selvsamme kurdiske styrker, der i slutningen af september var tæt på udryddelse, der har smidt IS ud af byen med hjælp fra luftangreb fra koalitionen mod IS.

Men hvis koalitionen forventer, at sejren bliver starten på en offensiv imod IS, bliver de skuffede, mener lektor ved Roskilde Universitets institut for samfund og globalisering Sune Haugbølle.

– De kurdiske styrker, YPG, er ikke interesseret i en angrebskrig. De vil forsvare deres egne områder. De fleste kurdiske områder har de kontrol over, siger han.

– Det sker i militære kampagner, at der kommer et vendepunkt, og det pludselig går den anden vej. Men intet har forandret sig grundlæggende i konflikten. Man kan ikke vinde den fra luften. Man bliver nødt til at have landstyrker, der er slagkraftigere.

Ikke desto mindre mener Sune Haugbølle, at nederlaget i Kobani er et symptom på, at momentum ikke længere er med IS.

– Det kommer på et tidspunkt, hvor IS er presset økonomisk – også af luftangrebene, der ifølge CIA har dræbt 4-5000 krigere – men det, der er værre, er, at olieprisen er faldet så drastisk, siger han.

– Så det olie de sælger illegalt gennem Tyrkiet, får de langt færre penge for.

Alligevel er det svært at se, hvem der skal indlede en offensiv og drive Islamisk Stat på hælene.

– Det, der skal til, er at have en hærenhed på jorden, der er stærk nok til at lave en egentlig offensiv mod Raqqa eller nogle af de hovedområder, der er afgørende for IS, siger Sune Haugbølle.

– Det kan bedre lade sig gøre i Irak, hvor man hovedsageligt har den nationale hær. I Syrien er det lidt sværere at se, hvem der skal lave den her offensiv.

/ritzau/