Minister: Forsvaret skal oplyse om civile drab i Irak


Arkivfoto


Hvis danske flybomber koster civile irakere livet i kampen mod Islamisk Stat (IS), skal forsvaret fortælle det til befolkningen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i et interview med Information.

– Hvis vi står i en situation, hvor vi finder ud af, at der har været civile tab – i forbindelse med de danske styrkers indsættelse – ja, så mener jeg, at det er naturligt, at vi oplyser om det, siger ministeren til avisen.

Det er første gang, en dansk minister støtter opfordringen til større åbenhed om krigen mod IS, skriver Information.

Ifølge lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet vil det være helt uden fortilfælde, hvis det danske forsvar begynder at oplyse om civile tab i sine såkaldte mission updates.

Udmeldingen vækker behersket glæde hos Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen:

– Det er positivt, hvis man vil begynde at informere om civile tab, men samtidig er det meget bekymrende, at jeg som folketingsmedlem ikke kan få svar på, om Danmark har været skyld i civile tab, siger han til Information.

Før jul stillede Villumsen på baggrund af artikler i Information en lang række spørgsmål til forsvarsministeren om håndteringen af eventuelle civile tab. Men det trækker ud med at få svar.

Ifølge blandt andet Iraq Body Count har koalitionens bomber dræbt mellem 60 og 110 civile. Det danske forsvar har afvist at oplyse, om danske kampfly deltog i de enkelte angreb.

Wammen understreger, at han ikke “har nogen oplysninger om, at der skulle have været civile tab i forbindelse med, at de danske fly har angrebet Isil-mål”. Ej heller forsvaret kender til tilfælde.

Peter Viggo Jakobsen opfordrer Wammen til at sætte handling bag sine ord:

– Den udmelding er intet værd, medmindre han stiller krav om, at forsvaret proaktivt melder ud, at man kom til at skyde ved siden af, da man smed så og så mange bomber, siger han til Information.

/ritzau/