Arkivfoto
Selvom Dansk Folkeparti opfordrer indvandrere til at deltage aktivt i foreningslivet, udelukker partiet selv knap 300.000 personer fra at blive medlem, på trods af at de har stemmeret til kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark.
Dansk Folkeparti ønsker nemlig ikke at optage folk uden dansk statsborgerskab i partiet, skriver Berlingske.
– Vi har en klar holdning om, at skal man være medlem af Dansk Folkeparti, så skal man også være dansk statsborger, siger partiets gruppeformand, Peter Skaarup, til avisen og uddyber:
– Det har vi, fordi det først er dér, man har den fulde pakke af rettigheder som dansker – herunder retten til at stemme ved et folketingsvalg.
Ingen af Folketingets øvrige partier kræver, at man er dansk statsborger for at blive medlem.
Afvisningen af udlændingene, der ønsker at blive DF-medlemmer, sker, selvom det står i skærende kontrast til partiets integrationspolitik, hvor indvandrere skal “indgå i samfundslivet på linje med danske statsborgere.”
Fremtrædende DF’ere har desuden ifølge Berlingske i årevis argumenteret for, at udlændinge bør tage del i det danske foreningsliv, hvis de vil integreres.
Yderligere var Dansk Folkeparti en bærende kraft, da VKO-flertallet indførte et pointsystem, hvor indvandrere skulle optjene point for at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Her blev indvandrere belønnet med point, hvis de deltog i foreningsarbejde.
Dansk Folkeparti bryder ikke nogen lov, men demokrati- og valgforskere vurderer, at demokratiet i Danmark ville lide, hvis alle partier gjorde som DF.
– Hvis alle partier gjorde det, så ville man reelt udelukke en meget, meget stor del af danskerne fra at involvere sig i politik. Både i forhold til at stille op til valg og i forhold til at bestemme, hvem der skal stilles op, siger professor i statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til avisen.
– Så kunne man rent demokratisk sige, at der var noget galt. At der ikke ville være lighed mellem vælgerne og dem, som kan stille folk op, tilføjer han.
Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager siger til Berlingske, at Dansk Folkeparti er med til at modvirke, at udlændingene integrerer sig i det danske samfund.
/ritzau/