Rocker og bandemiljø: Politiet fandt våbenlager og skunklaboratorium


Det er politiets opfattelse, at våbnene kan have relationer til rocker-/bandemiljøet i Næstved. Arkivfoto


Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi mødte tirsdag eftermiddag op ved en lejlighed i Næstved efter et tip om, at der blev opbevaret ulovlige genstande.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Allerede uden for døren til lejligheden kunne politibetjentene konstatere en kraftig lugt af skunk. Lejlighedens beboer, en 24-årig mand, åbnede døren, og han gav politiet tilladelse til at ransage lejligheden.

Her fandt betjentene i lejlighedens ene værelse et mindre skunklaboratorium, hvor der foregik produktion af skunk. Udover skunk i lejligheden fandt politiet en maskinpistol, en revolver, ammunition, samt 400 gram sprængstof, flere ulovlige knive og knojern.

Det er politiets opfattelse, at våbnene kan have relationer til rocker-/bandemiljøet i Næstved.

Den 24-årige mand blev anholdt og fremstilles i dag ved retten i Næstved i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden begærer lukkede døre og krav om varetægtsfængsling.