Gerningsstedet i Valby i København, april 2014.
En 45-årig mand er tirsdag idømt fængsel i 12 år ved Retten på Frederiksberg for at have knivdræbt en 32-årig mand på et herberg i Valby 24. april sidste år.
De to mænd boede begge på herberget, og de var begge berusede på gerningstidspunktet. Der var ingen vidner til episoden.
Den 45-årige mand erkendte at have stukket den 32-årige mand med en fiskekniv, men nægtede, at han havde stukket for at dræbe.
Retten mente, at det var bevist, at den 45-årige havde holdt kniven i et overhåndsgreb, da han stak den 32-årige, og at der var kraft bag stikket.
Stikket var blandt andet gået gennem den 32-årige mands brystben og højre hjertekammers for- og bagvæg og var 13-15 centimeter langt.
Derfor mente et enigt nævningeting, at den 45-årige havde haft det fornødne forsæt til drab, og han blev fundet skyldig i manddrab. Straffen blev af et enigt nævningeting fastsat til fængsel i 12 år.
Overfaldet på herberg et på Gammel Køge Landevej opstod omkring klokken 22.
Da politiet ankom til stedet, fandt betjente den 32-årige med et knivstik i brystet, og de begyndte straks at give førstehjælp.
Den hårdt sårede mand blev bragt til Rigshospitalet i en ambulance, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.
Politiet fandt kort efter knivstikkeriet en blodig fiskekniv i en busk nær herberget, og den formodes at være brugt til overfaldet.
Den dømte 45-årige ankede dommen.
/ritzau/