Charlie Hebdo-terrorist begravet i hemmelighed


De to brødre, Chérif og Saïd Kouachi


Said Kouachi, en af de to brødre der skød og dræbte 12 mennesker ved satireavisen Charlie Hebdos redaktion i Paris, er blevet begravet.

Begravelsen fandt sted fredag i byens Reims under et stort politiopbud og kun med en lille håndfuld familiemedlemmer til stede, skriver flere franske medier lørdag.

Said Kouachi boede i Reims i det østlige Frankrig i omkring to år.

Kilder med kendskab til sagen siger til nyhedsbureauet AFP, at hans grav er anonym, og at det ikke vil blive offentliggjort, hvilken kirkegård han ligger på.

Said Kouachis kone valgte at blive væk fra begravelsen, fordi det på den måde kunne holdes hemmeligt, siger hendes advokat Antoine Flasaquier.

– Nu er hun lettet over, at hendes mand er blevet begravet med diskretion og værdighed, siger advokaten.

Fredag sagde Reims’ borgmester, Arnaud Robinet, til New York Times, at hvis han blev bedt om at begrave en af gerningsmændene bag angrebet, ville han nægte kategorisk.

– Jeg ønsker ikke, at en grav i Reims skal blive et sted, hvor fanatikere beder, sagde borgmesteren.

Men lørdag siger han, at loven tvang ham til at acceptere, at begravelsen fandt sted i hans by.

/ritzau/AFP