Fængsler bekymrede for radikaliserede fanger


I Danmark har Kriminalforsorgen i løbet af to år fået i alt 39 indberetninger om fanger, der udviser bekymrende adfærd, som kan pege på radikalisering. Arkivfoto


Fængselsforbundets formand Kim Østerbye vil på et møde i næste uge med Kriminalforsorgen sætte radikalisering af fanger på dagsordenen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I Danmark har Kriminalforsorgen i løbet af to år fået i alt 39 indberetninger om fanger, der udviser bekymrende adfærd, som kan pege på radikalisering, skriver Berlingske.

– Når vi opdager så mange, så er der noget, der tyder på, at det netværk som Kriminalforsorgens sikkerhedsenhed har bygget op til at spotte det her, virker.

– Der er tilsyneladende ingen mørketal. Men tallet er selvfølgelig bekymrende, siger Kim Østerbye til Ritzau

I de danske fængsler er en særlig medarbejderstab uddannet til at spotte tendenser på radikalisering.

En af gerningsmændene til terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris var angiveligt blevet radikaliseret bag tremmer i et fransk fængsel.

– Situationens alvor taget i betragtning, bør vi nok diskutere, om vi kan gøre andet og mere, end det vi allerede gør.

– Vi kan for eksempel forsøge at spotte, hvem det er, der forsøger at radikalisere andre, og så gøre noget særligt for at forhindre det, siger Østerbye.

– Man kan jo starte med at sætte fokus på den gruppe, og måske i første omgang flytte dem fra de andre indsatte.

Fængslerne kan i dag flytte indsatte, der i høj grad forsøger at påvirke deres medfanger i en negativ retning.

– I Kriminalforsorgen har vi den mulighed at flytte indsatte, der virker stærkt styrende over for deres medindsatte. Det kan både handle om voldelig, truende og anden negativ adfærd, siger sikkerhedskonsulent Marianne Woldstrup til Jyllands-Posten.

PET vurderer, at mindst 110 personer er rejst fra Danmark til Syrien og Irak for at deltage i krig.

/ritzau/