Dræbt redaktørs kæreste: Frankrig har fejlet


Jeannette Bougrab


Den franske republik har fejlet og bærer skylden for, at redaktionen på satiremagasinet Charlie Hebdo næsten blev udslettet.

LÆS OGSÅ: Anonymous erklærer krig mod jihadister
LÆS OGSÅ: Tv: Politiet stormer det jødiske supermarked
Sådan lyder den harske anklage fra Jeannette Bougrab, der var kæreste med Stephane Charbonnie, som var redaktør på bladet og blandt de dræbte i angrebet onsdag.

– Republikken bærer skylden. Det er sandheden. Vi kunne have undgået denne massakre, men vi gjorde det ikke, siger Jeannette Bougrab til fransk tv fredag aften.

Hun langer ud efter sikkerheden omkring Charlie Hebdo, som ifølge hende ikke var god nok, selv om flere af tegnerne og journalisterne var mandsopdækket.

– Jeg har ikke mistet Charlie Hebdo. Jeg har mistet manden, jeg elsker, siger hun.

– Jeg har altid vidst, at han ville blive dræbt som Theo van Gogh (hollandsk tegner, der blev dræbt i 2004, red.). Jeg tryglede ham om at forlade Frankrig, men han nægtede, siger hun til BMF-TV.

Hun og hendes adoptivdatter har boet sammen med Stephane Charbonnie de seneste tre år. Parret fik ingen børn sammen.

– Han ville ikke have børn, fordi han vidste, at han ville dø. Han levede frygtløst, men han vidste, at han ville dø.

– Jeg elskede ham og beundrede ham, fordi han var trodsig. Sådan var han, siger Jeannette Bougrab, der selv er en fremtrædende skikkelse i Frankrig, hvor hun var minister under Nicolas Sarkozy.

Hun understreger dog, at hendes kritik af myndighederne ikke er politisk.

– Han forsvarede sekularisme. Han forsvarede Voltaires ånd (fransk 1700-tals-filosof, der kæmpede for ytringsfriheden, red.). Han var i sandhed frugten af det ideal, som denne republik er bygget på, men som vi næsten har glemt.

Efter angrebet på Charlie Hebdo, hvor 11 medlemmer af redaktionen blev dræbt, er sympatien strømmet ind til bladet. Blandt andet på sociale medier under hashtagget #JeSuisCharlie, men den 41-årige Jeanette Bougrab giver ikke meget på sympatibølgen.

– Jeg bliver på ingen måde trøstet af det. Han er død. Det er ikke nogen sejr. Det er et nederlag og en tragedie for vores land, og jeg nægter at glæde mig over, at folk nu demonstrerer i gaderne, fordi de har revet det mest dyrebare, jeg havde, væk, siger hun.

/ritzau/