Alle tre gidseltagere meldes dræbt.
De mistænkte fra Charlie Hebdo-angrebet er dræbt, og deres gidsel er befriet i Dammartin-en Goële nordøst for Paris efter flere timers belejring, bekræfter regerings- og politikilder over for flere medier.
Forinden lød der skud og eksplosioner fra den bygning, hvor de mistænkte havde forskanset sig, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet AFP kom de to mistænkte brødre ud af bygningen og skød mod politiet, da politiaktionen var indledt mod det lille trykkeri i den lille by.
De to brødre, som var eftersøgt for at stå bag onsdagens angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo med 12 dræbte, havde taget et gidsel i huset tidligt fredag efter en biljagt.
Kort efter aktionen nord for Paris blev det meddelt, at en politiaktion også var indledt mod en gidseltager i et jødisk supermarked i det østlige Paris.
Gidseltageren er blevet dræbt, og gidslerne er befriet, meddeler politiet ifølge Ritzaus udsendte på stedet i Porte de Vincennes.
Dammartin-en Goële 40 kilometer længere mod nordøst var lukket ned under gidseltagningen.
Byen ligger kun fem kilometer fra Paris’ Charles de Gaulle-lufthavn.
/ritzau/