Ny gidseltagning rammer Paris: To meldes dræbt


Foto af gidseltageren Coulibaly Amedy fra det jødiske supermarked


Mindst to personer meldes dræbt under en gidseltagning i et jødisk supermarked i det østlige Paris, siger en politikilde til nyhedsbureauet AFP.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Gidseltagningen finder sted i kvarteret Porte de Vincennes. Kilden oplyser, at gidseltageren skal være bevæbnet med to våben. Ifølge BBC er det to Kalasjnikov-geværer.

Ifølge flere franske medier skal der være flere kvinder og børn blandt gidslerne.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, og Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, er på vej til stedet, mens skoler i nærheden af gidseltagningen er ved at blive lukket. Skolebørnene bliver holdt inden døre på skolerne, oplyser skolemyndigheder til AFP.

En politikilde siger til Le Figaro, at gidseltageren er den samme, der skød og dræbte en kvindelig politibetjent torsdag i Montrouge i det sydlige Paris.

– Han er ekstremt farlig. Han er bevæbnet med to automatvåben, siger kilden.

Manden skal have sagt til de politistyrker, der omringede ham: I ved udmærket godt, hvem jeg er.

Kilder siger ligeledes til AFP, at der et tale om den samme mand.

– Det er gerningsmanden fra Montrouge, siger en kilde til AFP.

Samtidig har fransk politi frigivet billeder af en kvinde og en mand, der sættes i forbindelse med drabet på den kvindelige betjent torsdag. De efterlyste er den 32-årige Amedy Coulibaly og den 26-årige Hayat Boumeddiene.

Politikilder har tidligere bekræftet over for nyhedsbureauet, at manden bag torsdagens drab på betjenten kender de to Kouachi-brødre, som fransk politi fredag har omringet i byen, Dammartin-en Goële, der ligger blot 40 kilometer nordøst for Paris.

Her har de formodede gerningsmænd til Charlie Hebdo-massakren forskanset sig i en lille virksomhed, og de skal have taget mindst et gidsel.

88.000 franske politibetjente og militærfolk har deltaget i menneskejagten på de to brødre, Cherif Kouachi og Said Kouachi, der er mistænkt for at stå bag onsdagens angreb mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, hvor 12 mennesker blev dræbt.

/ritzau/AFP