En tosset tilskuer løb ind på banen under en kamp i Eurocup i basketball i Montenegro onsdag aften. Det har han formentlig fortrudt. En hærdebred medspiller reagerede øjeblikkeligt og slog tossen i gulvet.
Banvit-spilleren Sammy Mejia var ved at kaste et straffekast, da en tilskuer pludselig kom stormende og skubbede ham i ryggen. Det skulle han ikke have gjort.
En anden Banvit-spiller, amerikanskfødte E.J. Rowland, kom nemlig omgående sin holdkammerat til undsætning: Den hærdebrede spiller fik fat i den aggressive tilskuer og slog ham konsekvent i gulvet.
Balladen udløste håndgemæng på banen, så både vagter og politifolk måtte skride ind for at få bragt ro og orden i hallen, hvor kampen måtte afbrydes i 15 minutter.
Da spillere, ledere og tilskuere endelig formåede at dæmpe sig, kunne den dramatiske kamp spilles færdig med det tyrkiske hold som vinder med 74-68.
/ritzau/