To personer påkørt af tog: En er død – en anden kvæstet


Arkivfoto


To personer blev onsdag morgen påkørt af et tog ved Sjællandsbroen i København. Den ene er afgået ved døden, oplyser Københavns Politi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– To personer er blevet ramt af et tog ved Sjællandsbroen i Sydhavnen i København. Vi fik anmeldelsen klokken 06.18. Hvorfor de rendte rundt på sporene, ved vi ikke. Den ene af dem er død, den anden er kvæstet, siger vagtchef Michael Poulsen.

Påkørslen skete mellem Ørestad Station og Københavns Hovedbanegård. Det betød, at togdriften på strækningen mellem hovedbanegården og lufthavnen i Kastrup blev indstillet.

DSB oplyser kort efter klokken otte onsdag morgen, at politiet har afsluttet sit arbejde på stedet, og at man derfor har fået grønt lys til at genoptage togtrafikken.

Påkørslen af de to personer skete ved en tunnel, hvor tog kører igennem, når de kører både til lufthavnen og til hovedbanegården.

Ud over forstyrrelsen af togdriften mellem hovedbanegården og lufthavnen har togene heller ikke kørt over Øresund onsdag morgen.

Det skyldes ifølge DSB en signalfejl på strækningen mellem Malmø og Hyllie i Sverige. Man forventer, at den fejl vil være rettet omkring klokken 8.30.

/ritzau/