Sagen drejer sig om et telt tilhørende Cirkus Arena, der i juni 2013 kollapsede i forbindelse med et firmaarrangement i Kalundborg. Cirka 550 personer var til stede i teltet.
Efter halvandet års efterforskning og juridisk vurdering har anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi nu rejst tiltale mod en cirkuschef i forbindelse med et sammenstyrtet telt. Det oplyser senioranklager Jens Berger mandag til Ritzau.
Sagen drejer sig om et telt tilhørende Cirkus Arena, der i juni 2013 kollapsede i forbindelse med et firmaarrangement i Kalundborg. Cirka 550 personer var til stede i teltet.
Ifølge anklagemyndigheden har Jackie Berdino-Olsen, der er søn af cirkus-direktør Benny Berdino, været den ansvarlige leder i forbindelse med opsætningen.
Jackie Berdino-Olsen har efter anklagemyndighedens opfattelse både overtrådt arbejdsmiljølovgivningen og straffeloven, og det skal udløse både bøde og fængsel.
– Som ansvarlig burde virksomhedslederen efter vores opfattelse have været mere omhyggelig med, at teltet var sat forsvarligt op. Det kunne han efter omstændighederne have gjort bedre, siger Jens Berger.
Det er straffelovens paragraf 252, der er rejst tiltale for. Den handler om, at udsætte andres liv for fare, blandt andet ved grov skødesløshed.
I forbindelse med ulykken frygtede politiet i første omgang for både dræbte og kvæstede personer, men alle i teltet fik reddet sig ud, og kun syv personer kom lettere til skade.
Det var gæster fra energivirksomheden Seas NVE, der opholdt sig i teltet, da det midt under et elefantnummer kollapsede efter et par kraftige vindstød.
Vinden fik rykket teltpælene i den ene side op af jorden, og de tekniske undersøgelser har efterfølgende peget på, at teltet ikke var forsvarligt forankret.
Sagen mod cirkus-bossen skal senere på året behandles ved Retten i Holbæk. Der er endnu ikke fastsat nogen datoer for retssagen. Den tiltalte nægter sig ifølge Jens Berger skyldig.
/ritzau/