Politiet beder om hjælp: Hvem ved noget om krysantemum-bomberne?


Nordjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp med oplysninger om salg af krysantemumbomber i Hobro-Mariager området. Samtidig opfordrer de alle, som måtte have sådanne bomber liggende om at kontakte politiet – det er for farligt at skaffe sig af med dem selv.

LÆS OGSÅ: Dræbt i haven: Familien så til inde fra huset
LÆS OGSÅ: Mulig krysantemumbombe fundet i Randers: EOD på stedet
Nordjyllands Politi har brug for offentlighedens hjælp i forbindelse med efterforskningen af de to fyrværkeriulykker nytårsnat i henholdsvis Assens ved Mariager og Skjellerup ved Hobro.

Tre mænd er afgået ved døden i forbindelse med affyring af krysantemumbomber og yderligere to er bragt til Rigshospitalet for behandling af deres meget omfattende skader. Disse to meldes dog uden for livsfare, men ligger fortsat i respirator.

Nordjyllands Politi opfordre alle som måtte ligge inde med oplysninger om salg af krysantemumbomber, i ovennævnte område, om at rette henvendelse til politiet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114. Vi hører også gerne fra offentligheden, såfremt nogle ligger inde med andre oplysninger vedrørende ulykkerne.

Nordjyllands Politi vil på det kraftigste opfordre andre, som måtte ligge inde med krysantemumbomber til at være meget varsomme. Der er tale om meget farligt fyrværkeri. Kontakt politiet og forsøg ikke på egen hånd at bortskaffe fyrværkeriet.