Efter dramatisk flugt: Retten frifinder mand i våbensag


Retten i Glostrup d.23 april.


I april stak han af, da han skulle fremstilles i grundlovsforhør i en sag om våbenbesiddelse ved Retten i Glostrup, og onsdag blev en 31-årig mand så frifundet i sagen.

Like localeyes.dk på Facebook

Flugten fandt sted ved 13-tiden 23. april. Dagen før var han blevet anholdt, efter at han havde været eftersøgt i et par måneder i en sag om fire pistoler og en revolver.

Derfor skulle han fremstilles i grundlovsforhør, men flere bekendte hjalp ham til at stikke af.

Nogle af mændene holdt betjentene tilbage, mens den anholdte løb hen til en ventende mørk stationcar.

LÆS OGSÅ: Tv: Dramatisk fangeflugt fra Retten i Glostrup
Bilen satte i gang, og han blev slæbt hen ad asfalten nogle meter, berettede en Ritzau-reporter, som overværede episoden.

Derefter lykkedes det ham at kravle ind ad et af bilens vinduer, hvorefter bilen forsvandt.

I et forsøg på at få flugtbilen – en sort BMW stationcar – til at stoppe affyrede en betjent et varselsskud, men det havde ikke den ønskede effekt, og den 31-årige mand forsvandt.

LÆS OGSÅ: Politiet sikrer spor efter dramatisk fangeflugt
Senere er han dog blevet anholdt igen, og onsdag var Retten i Glostrup klar til at behandle sagen om de ulovlige våben.

Her blev manden frikendt, da retten ikke fandt det bevist, at våbnene var hans, oplyser mandens forsvarer, Kåre Pihlmann, til Ritzau.

– Det vægtigste bevis mod ham var en forklaring, som en anden har afgivet, da han selv stod tiltalt i en sag, fortæller Kåre Pihlmann.

Derfor var den anden mand indkaldt som vidne, men han dukkede ikke op, og derfor blev forklaringen fra hans egen sag læst op i retten.

– Men da jeg ikke var til stede ved vidnets egen sag, hvor han kom med sin forklaring, mistede den en stor del af sin værdi som bevis, og min klient blev frifundet, siger Kåre Pihlmann.

/ritzau/