Efterforskningen resulterede tirsdag morgen den 16. december i anholdelse af fire personer – henholdsvis to danske modtagere og to tyske chauffører, der var i færd med at omlade ca. 400 kg hash i en lagerhal vest for København. Arkivfoto
Københavns Politi, Afdelingen for organiseret kriminalitet, foretog den 16. december 2014 i samarbejde med spansk politi, Udyco, Alicante, en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion mod en international narkoorganisation.
Pressemeddelelse fra Politiet:
Dansk politi har i samarbejde med Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center (NEC) og den nationale politienhed Udyco i Alicante gennem længere tid efterforsket intenst mod en persongruppe hovedsagelig bestående af danske statsborgere bosiddende i Spanien og Danmark.
Efterforskningen resulterede tirsdag morgen den 16. december i anholdelse af fire personer – henholdsvis to danske modtagere og to tyske chauffører, der var i færd med at omlade ca. 400 kg hash i en lagerhal vest for København.
– Vores efterforskning i Spanien og Danmark godtgjorde, at en større sending narkotika var på vej til modtagerne i Danmark. Længerevarende observationer mod en tysk lastbil førte herefter til aktionen og anholdelserne, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen, Afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi.
Efterforskningen har endvidere konstateret, at der i et vekselbureau på Nørrebro er vekslet over 50 millioner kroner til 500-eurosedler.
Aktionen tirsdag blev startskuddet til en større anholdelses- og ransagningsaktion, hvor i alt 14 personer blev anholdt i Danmark, samtidig med at politiet i Alicante aktionerede mod de formodde bagmændene i Spanien, hvor fem personer blev anholdt, heraf tre danskere.
– Vi har igen haft et rigtigt godt internationalt samarbejde med politiet i Alicante gennem NEC. Udveksling af informationer har været helt central for gennemførelsen af koordinerede anholdelsesaktion. Og vi forventer flere anholdelser i sagen, siger Lau Thygesen.
Seks personer blev fremstillet for lukkede døre i grundlovsforhør tirsdag aften. Alle seks blev varetægtsfængslet i fire uger, heraf to uger i isolation.
Der forventes fremstilling af de øvrige otte personer i løbet af dagen i Københavns Byret.
Ved aktionen er der beslaglagt ca. 500 kg hash, godt to millioner kroner og en lang række værdier.