Ny analyse: Overlever du en trafikulykke – så starter nedturen


Arkivfoto


Stor analyse viser, at trafikofre har sværere ved at finde job og oplever 50 procent flere skilsmisser.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Trafikofre oplever næsten 50 procent flere skilsmisser end personer, der ikke har været ramt af trafikulykker.

De har svært ved at finde tilbage til arbejdsmarkedet, og så er de mere sårbare over for modgang og chok i tilværelsen. Dertil kommer store økonomiske følger, der i værste fald præger resten af tilværelsen, skriver Politiken tirsdag.

Det fremgår af den hidtil mest omfattende analyse af trafikulykkers konsekvenser i Danmark.

Analysen fra brancheorganisationen Forsikring & Pension har fulgt de mere end 9000 danskere, der kom til skade ved et trafikuheld i 2002, og som derfor har mærket konsekvenserne mere end 10 år efter.

– Det overrasker os, at der er så omfattende og langtrækkende konsekvenser af trafikulykker, og især at det kan have så stor en effekt på skilsmisserisikoen.

– Det, vi kan se, er, at trafikofre i det hele taget har store problemer med arbejde, indkomst og familieliv i mange, mange år – nogen kommer aldrig rigtig over det, siger Jan V. Hansen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Foruden de sociale konsekvenser viser analysen, at hvert enkelt trafikoffer i runde tal koster samfundet 1,3 millioner kroner frem til pensionsalderen.

De godt 9000 trafikulykker, der resulterede i personskader i 2002, har dermed kostet samfundet 11,8 milliarder kroner i produktionstab, sygedagpenge og førtidspension.

Foreningen for ulykkesskadede i Danmark (PTU) kalder undersøgelsen en øjenåbner.

– Vi har simpelthen ikke været opmærksomme på, hvor store sociale, psykologiske og økonomiske følgevirkninger, der er forbundet med trafikulykker, siger PTU-direktør Philip Rendtorff til Politiken tirsdag.

/ritzau/