Dieseltyve fanget på Sydsjælland


Ved en nærmere undersøgelse kunne betjentene se, at der bag i bussen lå pumper, slanger og flere dunke, hvoraf en af dem var fyldt med formentlig dieselolie. Arkivfoto


Torsdag aften fangede Sydsjællands Politi dieseltyve to steder i deres politikreds. Først fik de fat i en mand i Nørre Alslev som havde flere dunke og grej til at suge diesel op i sin minibus. En time senere fangede politiet to mænd som havde stjålet dieselolie i Korsør.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Torsdag aften kl. 22.20 var et par betjente på patrulje på Stubbekøbingvej i Nørre Alslev, da de opdagede en lille bus, som holdt på parkeringspladsen ved Sydmotorvejen.

Noget vakte deres opmærksomhed, og ved en nærmere undersøgelse kunne betjentene se, at der bag i bussen lå pumper, slanger og flere dunke, hvoraf en af dem var fyldt med formentlig dieselolie.

I bilen sad der en 26-årig mand fra Jægerspris. Han blev anholdt og sigtet for tyveri af benzin/olie.

Desuden virkede han påvirket af stoffer, så han fik taget en blodprøve og tilføjet en sigtelse efter lov om euforiserende stoffer.

LÆS OGSÅ: Dieseltyve taget på fersk gerning af politi som lå på lur

Lidt over en time senere klokken 23.55 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd havde parkeret en bil på Amerikakaj i Korsør og opførte sig mistænkeligt.

Da politiet kom derud, kunne de på grund af de gode vidneudsagn hurtigt finde frem til de to mænd, som stak af, da de så betjentene.

Betjentene fik imidlertid løbet dem op og anholdt dem. Det drejer sig om to mænd på 24 og 21 år fra Korsør og Slagelse.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at de havde stjålet dieselolie. De blev derfor sigtet for tyveri.

Den 21-årige valgte i første omgang at udgive sig for en anden, og derfor fik han yderligere en sigtelse for falsk anklage.

De to mænd blev løsladt efter afhøring.