Lidegaard: Endnu uvist om IS står bag skud mod dansker


– Vi ved ikke, præcis hvad der er foregået, og det skal vi have sikkerhed for, siger udenrigsministeren.


Den danske regering har endnu ikke fået bekræftet, at det er tilhængere af Islamisk Stat, der står bag skyderiet mod en dansk Arla-ansat i Saudi-Arabien.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ved ankomsten til Natos udenrigsministermøde i Bruxelles tirsdag.

– De saudiarabiske myndigheder efterforsker sagen, og så sent som i morges har vores ambassadør været i kontakt med de saudiske myndigheder. Heldigvis er danskeren i bedring, og vi gør selvfølgelig alt for at støtte både ham og familien i denne svære situation, siger han.

LÆS OGSÅ: Se videoen: IS-støtter skyder dansker i Saudi-Arabien
En gruppe tilhængere af jihadistgruppen Islamisk Stat (IS) hævder i en netop offentliggjort video, at det er dem, som skyder mod danskeren i Saudi-Arabien. Oplysningerne stammer fra Site Monitoring, der overvåger militante gruppers gøren og laden på internettet.

Lidegaard har bedt Udenrigsministeriets Borgerservice kontakte andre lande for at undersøge, om der tegner sig et generelt mønster, og på den baggrund vurdere sikkerheden for danskere i Saudi-Arabien og dets nabolande.

– Vi ved ikke, præcis hvad der er foregået, og det skal vi have sikkerhed for, siger udenrigsministeren.

Skudattentatet mod danskeren betyder ikke, at Danmarks indsats mod terror skal svækkes, understreger Martin Lidegaard.

– Vi skal aldrig acceptere det her. Vi kan ikke vide, om dette har noget at gøre med vores deltagelse i koalitionen mod Isil (Islamisk Stat, red.), siger han.

– Men det er under ingen omstændigheder noget, der skal påvirke vores arbejde med at bekæmpe terrorisme og ekstremisme i verden. Isil er en frygtelig terrororganisation, måske den mest barbariske vi har oplevet, tilføjer Lidegaard.

Der er forlydender om, at også en canadisk statsborger mandag var udsat for et lignende angreb.

Der er derfor mere end nogensinde brug for, at Danmark og de øvrige 59 lande i koalitionen mod Islamisk Stat arbejder aktivt sammen for at bekæmpe bevægelsen, tilføjer udenrigsministeren.

/ritzau/