Gårdbrand koster en person livet


Arkivfoto


En person har lørdag mistet livet i en gårdbrand i Skærbæk i Sønderjylland, og politiet frygter, at endnu en person kan have mistet livet i flammerne. Der er tale om et ægtepar, som boede på gården.

Branden brød ud lørdag morgen på Kresten Koldsvej syd for Skærbæk. Klokken 13.45 fandt brandfolk en død person i bygningen.

– Vi frygter, at begge personer i ægteskabet er omkommet, men på nuværende tidspunkt har vi kun fundet en død person, siger vagtchef Jan Stockholm til Ritzau.

Brandfolkene havde svært ved at komme ind i huset og lede efter personer, da der var fare for nedstyrtning.

Årsagen til branden er på nuværende tidspunkt uvis.

/ritzau/