To mænd er ramt af skud i Gellerup ved Aarhus


Begge ofre er uden for livsfare, men er bragt til skadestuen for at blive behandlet Arkivfoto


To unge mænd er onsdag aften blevet ramt af skud i det vestlige Aarhus.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

– Begge ofre er uden for livsfare, men er bragt til skadestuen for at blive behandlet, siger vagtchef Klaus Hvegholm Møller.

Episoden skete på Edwin Rahrs Vej ud for nummer 16, og politiet er på stedet for at undersøge, hvad der er sket.

– Vi har også folk på sygehuset for at afhøre de to mænd, siger vagtchefen.

Han ved ikke, hvor på kroppen de to mænd er ramt og kan heller ikke oplyse, om politiet kender mændene i forvejen.

Det er heller ikke klart, om der var vidner til hændelsen, siger vagtchefen.

– Vi arbejder selvfølgelig på at få fat i dem, der har gjort det, siger Klaus Hvegholm Møller.

/ritzau/