Politiet bruger tåregas mod demonstranter i Ferguson


Politiet i St. Louis rapporterer tidligt tirsdag morgen dansk tid om kraftige skudsalver fra automatvåben i Ferguson tæt på det sted, hvor Michael Brown i sin tid blev skudt.


En ulmende uro i den amerikanske by Ferguson er blevet erstattet af bål og brand i gaderne, efter at en jury natten til tirsdag dansk tid offentliggjorde, at der ikke skal rejses tiltale mod den betjent, der i august skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown i den lille forstad til St. Louis.

Like localeyes.dk på Facebook

Billeder fra tv-stationen CNN viser bål på gaderne og et massivt politiopbud.

En korrespondent fra nyhedsbureauet AFP, der er på stedet, har beskrevet, at politiet blandt andet har benyttet sig af tåregas for at tvinge sten- og flaskekastende demonstranter væk fra Fergusons politistation.

LÆS OGSÅ: Storjury i Ferguson har besluttet sig i drabssag
LÆS OGSÅ: Obama: Politiet må acceptere vrede over teenagedrab
Politiet i St. Louis rapporterer tidligt tirsdag morgen dansk tid om kraftige skudsalver fra automatvåben i Ferguson tæt på det sted, hvor Michael Brown i sin tid blev skudt.

Samtidig har de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) midlertidigt lukket luftrummet over Ferguson, oplyser FAA på Twitter.

Ved politistationen i Ferguson er butiksruder ifølge Reuters blevet ødelagt, og der er blevet sat ild til mindst én politibil og et andet køretøj.

LÆS OGSÅ: Ferguson-betjent sendt hjem: Truede med at dræbe demonstrant
Der er også demonstrationer i amerikanske storbyer som New York, Chicago, Washington, Seattle og Oakland på grund af sagen, der har antændt raceuroligheder i hele USA, men særligt i Ferguson.

Både afdøde Michael Browns familie og præsident Barack Obama har opfordret demonstranterne til kun at bruge fredelige midler.

– Selvom vi forstår, at mange andre deler vores smerte, beder vi jer bruge jeres frustrationer på en måde, der kan skabe positive forandringer. Vi er nødt til at arbejde sammen for at fikse det system, der tillod dette at ske, skrev familien efter storjuryens afgørelse.

/ritzau/