Peter Lundin søger om prøveløsladelse


Foto fra 2002 hvor Lundin ikke ønskede at blive fotograferet


Advokaten for drabsmanden Peter Lundin gør nu et forsøg på at få sin klient prøveløsladt.

Like localeyes.dk på Facebook

Det bekræfter advokatkontoret Stagetorn Wenzel Lund Poulsen over for Ekstra Bladet.

Lundin blev i 2001 blev idømt fængsel på livstid for drabene på sin kæreste og hendes to børn.

Advokaten har sendt et brev til Retten i Glostrup, hvor de vil have efterprøvet, hvorvidt Peter Lundin, der i dag hedder Bjarne Skounborg, kan blive prøveløsladt.

Retten vil behandle Lundins ansøgning om prøveløsladelse i januar eller februar, oplyser advokatkontoret til Ekstra Bladet.

Samtidig skriver BT, at Peter Lundin på mandag for første gang efter sin drabsdom medvirker i et tv-program.

I DR-programmet “Indefra med Anders Agger” drøfter Lundin blandt andet med sin advokat, om de skal forsøge at få omgjort et afslag om prøveløsladelse.

Lundin mener ikke, at de skal gå videre med sagen.

– Jeg er ikke klar, jeg har ikke afsonet det, jeg skal, for det jeg har gjort, siger han i programmet.

Trods Lundins afvisning vil hans advokat have en domstol til at vurdere afslaget.

I tv-programmet kommer det ifølge BT frem, at Lundin to gange i forbindelse med sin fars nylige sygdom og død har været uden for fængselsområdet under ledsagelse af betjente.

Livstidsdømte kan søge om prøvetilladelse, når de har afsonet 12 år af deres straf. Ifølge Kriminalforsorgen bliver livstidsfanger i gennemsnit prøveløsladt efter 15 til 16 år bag tremmer.

Palle Sørensen, der i 1965 dræbte fire politifolk, sad i fængsel i næsten 33 år, før han kom ud.

Før det tredobbelte drab i Danmark blev Peter Lundin i 1993 ved en amerikansk domstol fundet skyldig i at have dræbt sin mor.

/ritzau/