Jerusalem: Angreb bedende med økser og knive i synagoge


– Der er fire døde og seks sårede, blandt dem to politibetjente, siger en talskvinde fra israelsk politi.


To mænd bevæbnet med økser og knive har tidligt tirsdag morgen dræbt mindst fire personer i et angreb i en synagoge i Jerusalem, inden de selv blev dræbt af skud fra politiet.

Angrebet i det vestlige Jerusalem er ifølge israelske medier det værste i mange år og det blodigste i den seneste bølge af voldelige episoder og uro mellem israelere og palæstinensere.

Seks andre personer i synagogen er såret, blandt dem to politifolk.

Kort før klokken syv tirsdag morgen trængte to, måske tre, gerningsmænd ind i den ultraortodokse synagoge.

– Der er fire døde og seks sårede, blandt dem to politibetjente, siger en talskvinde fra israelsk politi.

– To terrorister, som tilsyneladende er fra Østjerusalem, trængte ind til yeshiva (jødiske ortodokse studier) i Har Nof og angreb de bedende med økser og en pistol, siger hun.

Ifølge politiet var de to gerningsmænd slægtninge fra kvarteret Jabal Mukaber i det østlige Jerusalem.

Et vidne, Zohar, uden for synagogen beretter fra Har Nof om paniske scener og skud.

– Jeg hørte skud, og en af de bedende kom ud derfra smurt ind i blod og råbte: Det er en massakre, fortæller Zohar til israelsk radio.

Den seneste måned er fem israelere og en udenlandsk turist blevet dræbt af palæstinensere i angreb med biler og knive. Omkring 12 palæstinensere, heriblandt de personer som mistænkes for at stå bag drabene, har også mistet livet.

Spændingerne har været særlig udtalte i den østlige del af byen, hvor israelske myndigheder har annekteret og for nylig igen besluttet at opføre bosættelser i det palæstinensiske område.

Da en buschauffør fra Østjerusalem mandag blev fundet hængt i sin bus, spidsede situationen yderligere til. Palæstinenserne kalder det drab, israelere selvmord.

Tusinder deltog i buschaufførens begravelse mandag aften, og nogle råbte på hævn.

/ritzau/Reuters