Hvidvaskning af hashpenge stod på i årevis


De sigtede blev anholdt mandag, og i den forbindelse har politiet beslaglagt 2,5 millioner kroner. Arkivfoto


Over en årrække er mere end 100 millioner kroner, som stammer fra narkokriminalitet, blevet omsat i en vekselforretning i København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Tre mænd er sigtet i sagen, og de er tirsdag eftermiddag blevet stillet for en dommer i Københavns Dommervagt.

Anklager Karina Ankergren fra Bagmandspolitiet fortæller i forbindelse med retsmødet, at mændene er sigtet efter straffelovens bestemmelse om groft hæleri.

LÆS OGSÅ: Politi: Tre anholdt for hvidvask af narkopenge for 100 millioner kroner
To af mændene, en 65-årig mand og en 31-årig mand, er ansat i vekselkontoret, og ifølge sigtelsen har de siden maj 2010 og frem til anholdelsen mandag været med til at veksle de enorme beløb.

Den tredje sigtede, en 47-årig mand, har ifølge sigtelsen siden maj 2013 foretaget vekslinger af knap 1,3 millioner kroner.

Anklagemyndigheden mener, at pengene stammer fra hashkriminalitet på Christiania, men ingen af mændene er altså sigtet for overtrædelse af straffelovens narkobestemmelse.

Straffelovens hæleribestemmelse anvendes blandt andet i sager, hvor de mistænkte har modtaget beløb, som de ved, stammer fra kriminalitet.

De sigtede blev anholdt mandag, og i den forbindelse har politiet beslaglagt 2,5 millioner kroner. En halv million af dem blev fundet hos den 47-årige mand, som ifølge politiet har tilknytning til Pusherstreet på Christiania.

Det fremgår ikke af bagmandspolitiets sigtelser mod mændene, hvor mange penge de måtte have tjent på deres påståede hæleri.

/ritzau/