Tysk Indiana Jones: Idømt fem års fængsel for tyveri i pyramiderne


Arkivfoto


Tre tyskere og seks egyptere er idømt fem års fængsel for at stjæle dele af et faraonisk skrift og nogle sten fra Keopspyramiden, den største pyramide i Giza uden for Kairo.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En domstol i Giza afsagde dommen tirsdag over de ni personer. De tre tyskere blev dømt in absentia, og de har hele tiden fastholdt, at de er forskere og ikke tyveknægte.

På det historiske pergament var faraoen Khufu, Keops på græsk, nævnt.

Keopspyramiden er den største af tre pyramider ved Giza, hvor også den store sfinks står.

Den store pyramide huser Keops grav, og det er det eneste tilbageværende af verdens syv oprindelige vidundere.

Ud over de tre tyskere er tre ansatte i Egyptens antikvitetsministerium, to pyramidevagter og direktøren i et rejsebureau dømt i sagen – alle har fået fem års fængsel.

Tyveriet blevet opdaget i slutningen af 2013 af egyptiske myndigheder, som i august meddelte, at de manglende artefakter var fundet igen.

Ifølge en kilde ved domstolen ville tyskerne bruge pergamentrullen til at understøtte en ny teori om, at pyramiderne er flere århundreder ældre end den gængse opfattelse blandt egyptologer.

/ritzau/AFP